Salgskoordinator

Længerevarende vikariat hos GEA Process Engineering A/S i Søborg.

Jobbet:

 

VKAREN.DK - REKRUTTERING søger for GEA Process Engineering A/S i Søborg en salgskoordinator. Du bliver en del af en international ingeniørkoncern, som arbejder med højteknologiske løsninger og udstyr inden for fødevareproduktion. Der er tale om et vikariat med opstart hurtigst muligt og indtil udgangen af 2018.

 

Som salgskoordinator er du ansvarlig for ordreafvikling (fra ordremodtagelse til fakturering og forsendelse), udarbejdelse af tilbud samt opfølgning. Du får en særdeles udadvendt funktion og en bred kontaktflade både internt og eksternt, idet du dagligt er i kontakt med kunder, salgskontorer og transportører i hele verden.

 

Primære opgaver:

 

  • Ordreafvikling
  • Forsendelsesopgaver (EU og oversøisk)
  • Udarbejdelse af tilbud
  • Opfølgning på tilbud, ordrer og forsendelser
  • Fakturering samt behandling af nødvendig dokumentation til forsendelser
  • Kontakt til salgskontorer, kunder og transportører worldwide
  • Diverse ad hoc opgaver

 

Du bliver en del af et engageret team i Technical Service Support Dairy, og afdelingen oplever i øjeblikket et højt ordreindtag, hvorfor en eventuel forlængelse af vikariatet er en mulighed, afhængig af arbejdsmængden i afdelingen.

 

Din profil og kompetencer:

 

Du er kontoruddannet, og vi forestiller os, at du har nogen erfaring fra en lignende koordinator eller administrativ funktion, gerne fra en større international virksomhed, der har givet dig en grundlæggende god kommerciel indsigt. Du har gode IT-kundskaber, og er rutineret i MS Office pakken, og det er en fordel, hvis du har kendskab til Axapta. Din kontaktflade er international, hvorfor det er vigtigt, at du som minimum taler og skriver engelsk og dansk.

 

Det er vigtigt, at du er proaktiv, struktureret og analytisk i din tilgang til dine opgaver og evner at have et godt overblik i forhold til arbejdsgange og flowet i diverse processer. Som person er du udadvendt, positiv og opsøgende af natur, kan lide at samarbejde og har et godt humør. Da du kommer til at arbejde med mange interne og eksterne samarbejdspartnere, er kommunikation og service nøgleord, ligesom vi forventer, at du brænder for at sikre kvalitet og give kunderne den bedste betjening.


Vi tilbyder:

 

En spændende og bred stilling med mulighed for forskelligartede opgaver. Du bliver en del af en international virksomhed og et professionelt team på kontoret i Søborg, der arbejder på tværs af flere lande. Du vil få gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt, og du bliver en del af en videns virksomhed, der er kendetegnet ved at have højt til loftet og store ambitioner matchet med vedvarende gode resultater. Gage efter kvalifikationer.

 

Ansøgning:

 

Kan du se dig selv i denne stilling, hører vi gerne fra dig. Send din ansøgning og cv til rekruttering@vkaren.dk, mrk. ”Salgskoordinator”. Ansøgningerne bliver behandlet løbende, hvorfor vi opfordrer dig til at søge snarest. Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Marlene Bak på 70 15 20 10 alle hverdage.

 

Virksomheden:

 

GEA er en af verdens førende leverandører af procesteknologi. Vi leverer anlæg og hele proceslinjer til fødevare- og bryggeriindustrien, samt til landbrug og til den farmaceutiske og kemiske industri.

 

GEA har ca. 18.000 ansatte verden over fordelt på mere end 50 lande, og omsatte i 2017 for mere end 4,6 milliarder Euro. GEA Danmark er en del af GEA Group, en af de førende børsnoterede industrivirksomheder i Tyskland. I Danmark er GEA repræsenteret i Søborg, Svendborg, Skanderborg, Slagelse og Ullerslev. I alt er der ca. 1.000 ansatte i GEA Danmark.

 

Den danske salgs- og serviceorganisation har hovedkontor i Skanderborg. Kontoret i Skanderborg projekterer og leverer desuden GEA procesløsninger til fremstilling af flydende produkter. Kontoret i Søborg er hovedsæde for GEA Niro tørringsteknologi.

 

Info

Oprettet:
22-06-2018

Job nr.:
4844542

Periode:
Længerevarende vikariat

Ansøgningsfrist:
22-07-2018

Kontakt:
Marlene Bavngaard Bak