VKCONSULTING søger en Logistics Manager for DSHwood A/S i Fredericia
Fastansættelse
Er du skarp til eksport og koordinering? Er du selvdreven, dygtig og får du eksekveret på dine opgaver? I så fald kan du være den Logistics Manager vi søger til DSHwood i Fredericia.
Om jobbet:
DSHwood er en international handelsvirksomhed, der er ejet af skovbrugets interesseorganisation. Der handles med alle gængse råtræ produkter af løvtræ, nåletræ samt savet træ og biobrændsel.
Med base på kontoret i Fredericia, bliver du som Logistics Manager en central medarbejder i organisationen, der varetager den daglige eksekvering og koordinering af træleverancer i et spændingsfelt mellem sælgere, indkøbere, vognmænd og kunder. Din primære opgave bliver at skabe overblik og struktur på leverancer, med det mål at strømline og systematisere logistikken optimalt fra træet bliver fældet til kunden modtager det. Du bliver en del af logistikafdelingen med reference til Head of Logistics.
Du får selvstændigt ansvar for en række opgaver, hvorfor det er vigtigt du er selvdreven, og holder overblikket, også når det går allerstærkest. Du trives med at arbejde alene, da dine kollegaer tit er ”i skoven”, men er ikke bleg for at række ud, hvis du har brug for viden.
Dine øvrige nøgleopgaver bliver bl.a. at:
- Håndtere international container shipping og spedition med ansvar for eksportdokumenter og remburser
- Planlægge og koordinere logistik og spedition med fokus på overholdelse af aftaler og sikring af kvalitet, leverance og mængde
- Agere proaktivt og være på forkant med leverancerne via opfølgning og løbende dialog
- Håndtere bådslaster til det skandinaviske og europæiske marked
- Sikre konkret forsendelse og fragthåndtering i samarbejde med speditører
- Have tæt dialog med det indiske kontor omkring dokumenthåndtering
- Løbende sørge for effektivitet og fremdrift, eks. deltage i digitaliseringsproces
Afhængigt af dine kvalifikationer og udviklingsmål kan stillingen udvides på flere områder, bl.a. kan stillingen på sigt indeholde ansvar for container eksport ud af UK samt cross trade i hele verden.
Vi forventer:
Den ideelle kandidat har erfaring fra spedition- eller shippingbranchen, gerne med kendskab til let fordærvelige og fragtfølsomme produkter. Erfaring med international container shipping/spedition og kendskab til eksportdokumenter og remburser har tidligere været en del af din hverdag. Som ny kollega er du kompetent, har gejsten, energien og evnen til at finde løsninger. Du er typen der ikke holder dig tilbage med at inddrage dine kollegers viden, færdigheder og erfaring, så opgaverne bliver løst bedst muligt.
Du er IT-ferm, en rutineret bruger af MS-Office pakken, især Excel, og du har måske tidligere arbejdet med ERP-systemet Navision. Planlægning, struktur og koordinering har din interesse og du motiveres af faste arbejdsprocesser med en masse undtagelser. Du trives med mange bolde i luften og store datamængder, er naturlig nysgerrig og har lyst til at levere i fællesskab med et stærkt og velfungerende team. Det er en forudsætning, at du har gode mundtlige og skriftlige kompetencer i både dansk og engelsk. Kendskab til tysk er ikke et krav, men vil være en fordel. Du er ikke bleg for at skulle lære fra dig, eks. have ansvar for elevoplæring.
Din profil:
Struktureret, løsningsorienteret og ærekær omkring dit arbejde ligger i din DNA, du tænker muligheder frem for begrænsninger og har du ikke løsningen, finder du den. Du er opsøgende og proaktiv for at indhente viden, om det er fra dine tætte kollegaer i salg og indkøb eller det er en kørselsseddel fra en vognmand. Din fremgangsmåde er systematisk og du har sans for detaljen. Dine kollegaer ser dig som en teamplayer, der er med til at spille andre gode og skabe tillidsfulde relationer.
Du er kommunikativ stærk både internt og med samarbejdspartnere, og har en kommerciel tankegang samt en operationel tilgang til dine arbejdsopgaver. Du evner at skifte mellem opgaverne og du er ikke bange for at fejle, og når det sker, er du typen der står ved dine handlinger.
Vi tilbyder:
En attraktiv fuldtidsstilling i en nichevirksomhed i udvikling, hvor du får mulighed for at udvikle dig i samspil med kompetente og engagerede kollegaer, som sætter pris på humør, arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø. En arbejdsplads, hvor man er stolt af at levere med stor præcision og gøre de gode handler for alle parter.
Desuden tilbydes du:
- Grundig introduktion til jobbet og til de forestående opgaver
- Et job med en bred kontaktflade og ansvar for egne opgaver
- Et samarbejde med kolleger, hvor alle bidrager til at nå de fælles mål
- Et fleksibelt og uformelt samarbejdsmiljø i en flad organisation
- Gode personalemæssige forhold
- Løn forhandles personligt efter kvalifikationer og erfaring
Om virksomheden:
Gennem virksomhedens verdensomspændende netværk sikrer de tryg afsætning og forsyning af kvalitetstræ til møbelfabrikker, finerværker, savværker, cellulosefabrikker samt varme- og energiværker verden over, og til optimale priser for alle parter.
Det er i øvrigt vigtigt for DSHwood, at støtte op om skovenes langsigtede økonomiske udvikling. Du kan læse mere om DSHwood her.
Ansøgningen:
VKCONSULTING er ansvarlig for rekrutteringsprocessen. Kan du se dig selv i stillingen som Logistics Manager, hører vi gerne fra dig snarest muligt. Send venligst en ansøgning og dit CV via ansøgningslinket. Vi holder løbende samtaler, hvorfor vi opfordrer dig til at søge med det samme. Ved evt. spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Rikke Vojer Kern på tlf. 70 15 20 10 alle hverdage.
Bemærk, alle ansøgninger behandles fortroligt og med stor diskretion. Med henvisning til reglerne omkring GDPR modtages ansøgninger kun via linket i stillingsannoncen. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du kontakte os. Vores annonce bliver automatisk og løbende fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er besat. En fornyelse af et stillingsopslag er dermed ikke et udtryk for genopslag, men blot en automatisk fornyelse af annoncen.