VKCONSULTING søger en salgskoordinator til Sonnimax A/S i Middelfart
Fastansættelse
Har du styr på ordrer, salgsbackup og alle boldene i luften uden at miste overblikket? Så er du måske den kandidat vi søger!
Om jobbet:
Sonnimax A/S er specialister i bl.a. sandblæsning, slyngrensning, metallisering, maleudstyr, sikkerhedsudstyr og tilbehør. Kvalitet og samarbejde med de bedste leverandører i verden ligger højt på dagsordenen, og lige nu mangler Sonnimax A/S en kompetent salgskoordinator, der både forstår sig på god kundeservice, men også kan følge ordrerne til dørs, fordi du har sans for detaljen.
Som salgskoordinator skal du sammen med dine kollegaer sikre, at virksomhedens kunder altid får en venlig og professionel oplevelse. Du bliver ’ansigtet’ udad til via telefonen og mails, og gør derfor en ære i at smile gennem telefonen. Du bliver en central brik i virksomheden, og som ny medarbejder bliver du sat godt ind i produkterne, så du kan servicere kunderne bedst muligt.
Dine primære opgaver i en travl og afvekslende hverdag:
- Håndtering og besvarelse af indgående telefonopkald og mails fra kunder
- Ordrebehandling herunder oprettelse af kunder, varenr., standard tilbud m.m.
- Priskalkulationer til tilbud og indkøb
- Backup til eksterne sælgere
- Disponering og indkøbsdiscipliner
- Ad hoc-opgaver for salgs- og indkøbsafdelingen
Vi forventer:
At du har siddet i lignende stilling, og har erfaring med ordrebehandling og intern backup. Du er med fordel nysgerrig på teknik, men teknisk baggrund er ikke et krav. Du er til gengæld fortrolig med Office-pakken, og har flair for IT. Du taler og skriver dansk, behersker engelsk og gerne tysk på et basisniveau og er derudover tydelig og klar i din kommunikation. Det er at foretrække, at du bor maksimalt 30 min. kørsel fra Middelfart.
Din profil:
Personligt er du en teamplayer, som også formår at arbejde selvstændigt og tage ejerskab. Du er målrettet, har en god logisk sans og flair for tal. Du trives i en travl hverdag, hvor dit smittende humør og din positive tilgang er med til at give overskud i afdelingen. Du elsker at give en excellent support og kundeservice, og er vant til at navigere i en teknisk virksomhed med sparring og samarbejde på tværs. Du er kvalitetsorienteret, arbejder struktureret og har sans for både detaljen og det store billede.
Vi tilbyder:
En stilling i et uformelt, rummeligt og humørfyldt arbejdsmiljø med plads til dine behov og din udvikling. En virksomhed hvor kvalitet og samarbejde med de bedste leverandører i verden ligger højt på dagsordenen. Organisationen er dynamisk og beslutningsvejene korte i den familieejede virksomhed. Hverdagen vil være afvekslende og du vil arbejde tæt sammen med dine engagerede og kompetente kollegaer. Der er tale om en fuldtidsstilling med god lønpakke efter kvalifikationer, attraktiv pensionsordning samt sundhedssikring.
Om virksomheden:
Sonnimax A/S er specialister i overfladeteknik herunder sandblæsning, slyngrensning, metallisering, vibrationsafgratning, maleudstyr, sikkerhedsudstyr og tilbehør. Har kunder nationalt og internationalt og er kendt for den kvalitet, de leverer. Virksomheden ejes og drives i dag af Erik Pandrup, som overtog virksomheden i 2005 efter sin far, der grundlagde Sonnimax A/S i 1969. Virksomheden beskæftiger 18 engagerede medarbejdere, der alle har base i Middelfart – midt i den danske industri og tæt ved den nye Lillebæltsbro. Se mere om Sonnimax A/S her.
Ansøgningen:
Hvis du kan se dig selv i stillingen som salgskoordinator, glæder vi os til at høre fra dig. Skulle du have spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rikke Vojer Kern på tlf. 70152010 alle hverdage. Der vil løbende blive afholdt samtaler og vi ansætter når vi har fundet den rette kandidat, hvorfor vi opfordrer dig til at søge med det samme via linket.
