VKCONSULTING søger stærk projektleder til fremtidens energiproduktion
Fastansættelse
Brænder du for at udvikle fremtidens bæredygtige energiforsyning? Er du en stærk projektleder, som kan drible komplekse og tværgående indsatser i mål – så er du måske den nye kollega i udviklingsafdelingen.
Om jobbet:
VKCONSULTING søger for Vestforsyning A/S i Holstebro en stærk projektleder der vil være med til at forme fremtiden. Vestforsyning A/S arbejder hver dag for at skabe en bæredygtig lokal multiforsyning, der giver værdi for deres kunder og det lokalsamfund de er en del af. De indgår aktivt i partnerskaber med lokale virksomheder og andre professionelle aktører omkring udvikling af fremtidens løsninger.
Virksomheden har i mange år arbejdet for at udnytte de synergimuligheder det giver, at være en multiforsyningskoncern. Det har bl.a. resulteret i etablering af MEC – Måbjerg Energy Center, sammen med Struer Forsyning. MEC består i dag af et affalds- og biomassefyret kraftvarmeværk og et stort biogasanlæg, hvor synergier mellem forsyningsanlæggene er den grundlæggende ide.
En af de opgaver, som fylder meget nu og i de kommende år, er videreudvikling af MEC. Det er nødvendigt og det haster. Affaldsanlægget (tidl. Måbjergværket) er ved at være udtjent og virksomheden står med potentielle muligheder for at spille sammen med nye grønne teknologier som f.eks. PtX.
Hos Vestforsyning A/S er udvikling ikke fremtidsmusik – det nye anlæg skal være oppe at køre inden 2030. Det er en kæmpe opgave som på alle måder er fantastisk spændende, kompleks og handler om både grøn omstilling, teknik, økonomi, politik, drift, udvikling og partnerskaber. Virksomheden lægger vægt på at være en lokal multiforsyningsvirksomhed, hvor der er kort fra tanke til handling.
Med reference til udviklingschefen bliver du en del af en engageret afdeling, der skal udvikle Vestforsyning til fremtidens behov og normer. Udviklingsafdelingen arbejder tæt sammen med både direktion, driftsafdelingerne i forsyningen og eksterne samarbejdspartnere om, at tegne den fremtidige struktur og sikre, at projekter gennemføres effektivt og professionelt.
Som projektleder vil du få ansvaret for at drive flere store projekter indenfor fremtidens energiproduktion. Du vil bl.a. få ansvaret for videreudvikling af MEC – Maabjerg Energy Center i tæt samarbejde med både interne og eksterne aktører. Fælles for udviklingsprojekterne er, at de er komplekse fagligt, økonomisk og politisk. Det haster med at få truffet beslutninger så nye anlæg kan være i drift senest 2030. Det kræver en dygtig projektledelse.
Herudover vil du blive involveret i andre af udviklingsafdelingens projekter. Bl.a. arbejdes der på etablering af vind- og solprojekter i lokalområdet. Vestforsyning A/S ejer i dag vindmøller og har et mål om yderligere sol- og vindprojekter, gerne i fælles projekter med lokale aktører. Der arbejdes på udnyttelse af industriel overskudsvarme til fjernvarme, etablering af en 35 MW elkedel, udvikling af Vestforsynings klimaregnskab, projektledelse af Vestforsynings nye strategi 2022-2026, forhandling med leverandører af biomasser til MEC-anlæggene og meget mere.
Primære opgaver vil være:
- Projektledelse af udvikling af MEC, herunder fremtidens fjernvarmeproduktion
- Levere notater og beslutningsoplæg til direktion og bestyrelse
- Indgå i dialog og forhandling med potentielle samarbejdspartnere
- Være bredt opdateret på udviklingsmuligheder for fjernvarmeproduktion, PtX, bioraffinering m.m.
- Indgå i øvrige projekter i udviklingsafdelingen
- Bidrage til en fortsat udvikling af projektkulturen i Vestforsyning
Vi forventer:
Som person er du en stærk projektleder, der motiveres af at få projekter til at lykkes i tæt samarbejde med øvrige projektdeltagere.
For at få succes i jobbet lægges der vægt på følgende:
- Du er formentligt uddannet ingeniør eller lignende
- Minimum 5-10 års erfaring
- Dokumenteret erfaring som projektleder
- Det er en fordel med erfaring fra energisektoren, fjernvarme, forsyning eller interesse i at dygtiggøre dig
- Jonglere let mellem teknik, økonomi, interessevaretagelse, politik og regulering
- Trives med at holde mange bolde i luften og er vedholdende i processen
- Motiveres af at nedbryde komplekse problemstillinger til håndgribelige indsatser
- Har bredt udsyn, men begge ben på jorden
- Inddragende projektlederstil
- Du arbejder selvstændigt, men trives med at være en del af et team
- Evne til at formulere dig skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
Vi tilbyder:
Hos Vestforsyning får du en varieret og udfordrende hverdag med stor kompleksitet, og mulighed for at sætte et reelt og innovativt aftryk på fremtidens forsyning i Holstebro. Du får stor indflydelse på dine opgaver og et job med mening. Du vil indgå i tæt samarbejde med andre afdelinger i Vestforsyning, energianlæggene i MEC – Maabjerg Energy Center og en lang række eksterne samarbejdspartnere.
Det er en lokal multiforsyningsvirksomhed, der er hurtige til at sætte handling bag ordene.
Du bliver en del af udviklingsafdelingen, der består af udviklingschefen og 4 dygtige og fagligt forskellige medarbejdere. Det er en lille afdeling med en skøn humor, plads til forskellighed og gensidig respekt. Der er gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
Om virksomheden:
Vestforsyning A/S er et multiforsyningsselskab, som håndterer el, spildevand og fjernvarme i Holstebro. Vestforsyning A/S er medejere af MEC (Maabjerg Energy Center), som pt. Består af et biogasanlæg og et affalds- og biomassefyret kraftvarmeværk. Derudover driver de flere kommercielle aktiviteter blandt andet vindmøller, gadebelysning og el-salg. Virksomheden arbejder hver dag for at være en bæredygtig lokal multiforsyning. Det er en selvstændig koncern ejet af Holstebro Kommune med ca. 170 medarbejdere.
Holstebro kommune er inde i en rivende udvikling, som giver nye muligheder, som virksomheden hver dag arbejder på at udvikle til gavn for kunder, ejer, samarbejdspartnere og samfundet generelt.
Ansøgningen:
Vil du være med til at udvikle fremtidens forsyning så send din ansøgning, CV og andre relevante bilag via linket i annoncen så hurtigt som muligt.
Stillingen er fuld tid og aflønnes efter kvalifikationer.
Arbejdssted: Vestforsyning, Nupark 51, 7500 Holstebro.
Rekrutteringsprocessen varetages af VKCONSULTING – en del af VKAREN.DK.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Susanne Mørch Svendsen på tlf. 70 20 15 12.