VKCONSULTING søger teknisk medarbejder til produkt konfigurering
Fastansættelse
Motiveres du af at arbejde med stamdata, kontrol, kodning og fejlfinding og er klar på at sætte dig ind i forretningssystemer og forstå landbrugskunders krav til nye løsninger? Så læs med her!
Om jobbet:
Kan du lide at arbejde med forretningsprocesser og produktmuligheder og omdanne disse til brugbare kundeløsninger, er denne stilling måske noget for dig? Du får ansvar for produkt konfigurering og bliver en del af et dedikeret R&D team, der udvikler fremtidens maskiner til landbruget. Som tekniker til produkt konfiguration får du en selvstændig rolle i at forstå forretningsprocesser, krav og produktmuligheder og via stamdatabehandling og kodninger, omdanne disse til kundeløsninger til virksomhedens webside. Du vil blive involveret i hele processen fra idé til design, konfiguration, test og udrulning af løsningerne således du på sigt kan tage ejerskab for processen.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Stamdatabehandling i SAP og Excel, dvs. kodning, oprettelse, fejlfinding, analysering og vedligehold af data
- Oprette og vedligeholde kodning KMAT (konfigurerbart materiale) i SAP
- Ajourføring af al Masterdata og de såkaldte KMAT’er
- Kontrol af kombinationsmulighederne i KMAT
- Samarbejde med salg vedrørende prisnøgler/kodning
- Løsning af problemer mellem systemer for at muliggøre bestilling i SAP
- Levere periodiske rapporter og kontrol af egne data
- Support til produktionen vedrørende teknisk opsætning af KMAT og ERP-data
- Løbende forbedring af Masterdata skabeloner, værktøjer og metoder
Du vil få en god oplæring og den nødvendige støtte, sparring og konkrete redskaber samt knowhow undervejs.
Vi forventer:
Du har en teknisk baggrund og erfaring fra eks. Supply-Chain, masterdata, produktkonfigurering, planlægning, m.m. Vigtigst er det dog, at du har lyst til at arbejde struktureret med stor datamængde, kodning og integration heraf. Du har indsigt i arbejdet med stam- og masterdatabehandling, variantstyring eller produkt konfigurering fra en produktionsvirksomhed. Praktisk erfaring med PLM og gængse ERP/CRM-systemer er naturligvis en fordel. Vi forventer at du er dygtig til Excel, ligesom det forudsættes, at du behersker engelsk i skrift og tale. Du er vant til at arbejde i Office pakken og kendskab til SAP og Power BI er klart en fordel.
Din profil:
Som person er du selvdreven, analytisk og detaljeorienteret. Du forventes at have en struktureret og nysgerrig tilgang til dit arbejde og forstår på logisk vis at identificere, analysere og konkretisere dine opgaver i databehandling og kodning. Du er ikke bange for udfordringer, initierer gerne nye løsninger, overholder deadlines og går ikke på kompromis med kvaliteten. Du trives med at have daglig kontakt med både produktion, salg og udvikling og kan lide at begå dig i et travlt miljø med høje ambitioner. Vi ser også gerne at du bidrager med fornyelse og udvikling til R&D afdelingen.
Vi tilbyder:
Som kollega hos Kverneland Group, beliggende i det smukke Kerteminde, tilbyder vi dig at blive en del af et uformelt og internationalt arbejdsmiljø, hvis tilgang er pragmatisk og forretningsorienteret. Kverneland Group er i rivende udvikling og præget af høj faglighed, ansvarlighed og med fokus på kvalitet. Du vil indgå i et positivt og dedikeret miljø, hvor humor og team-ånd prioriteres højt. Du får reference til R&D Director og bliver en del af R&D teamet, bestående af 9 ingeniører og 7 teknikere. Afdelingen arbejder innovativt og målrettet med at udvikle nye maskiner til fremtidens krav til græsbearbejdningsmaskiner til landbruget. Der er stor grad af frihed under ansvar til at udføre din stilling og forme dine egne opgaver, samtidig med at der er højt til loftet og plads til udviklings initiativer. Du får et ansvarsfuldt job og vil medvirke til firmaets udvikling og vækst. Løn efter kvalifikationer, pension/fritvalg, telefon og adgang til lækker mad i kantinen.
Om virksomheden:
Kverneland Group er en førende international virksomhed, der udvikler, producerer og distribuerer landbrugsmaskiner og digitale tjenester. I Kverneland Group er der 3 vigtige principper I dagens landbrug. Produktivitet, effektivitet og bæredygtighed. Det motiverer os til, at vi løbende udvikler vores teknologier. Kverneland Group er en førende international virksomhed, der udvikler, producere og distribuerer landbrugsmaskiner og tjenester. Stærkt fokus på innovation gør det muligt at lave et unikt og bredt produktsortiment af høj kvalitet. Kverneland Group tilbyder et bredt produktprogram rettet mod det professionelle landbrug. Programmet dækker områderne jordbearbejdning, såning, foder- og balle udstyr, spredning, sprøjtning, samt elektroniske løsninger til traktorer og redskaber, udbudt som hhv. Kverneland, Kubota og Vicon. Kverneland Group blev grundlagt i 1879 og råder over fabrikker i Norge, Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland, Italien, Rusland og Kina, samt salgsselskaber i 17 lande og med eksport til yderligere 60 lande.
Kverneland Group er en del af Kubota Corporation, hvis primære ambition er at fremme og udvikle et bæredygtigt samfund via løsninger inden for fødevarer, vandforsyning og miljø. Kubota har, siden 1890, været en ledende producent af landbrugsredskaber, turf maskiner, entreprenørmaskiner samt en bred vifte af andre produkter blandt andet vandfiltrerings- og rørsystemer, vandingsanlæg og store underjordiske ventilsystemer. Med hovedkontor i Osaka i Japan, har Kubota globalt 50.352 ansatte fordelt på afdelinger i mere 120 lande i Nordamerika, Europa og Asien. I 2022 opnåede Kubota et resultat på $20.4 mia.
Læs mere om Kverneland Group her.
Ansøgningen:
VKCONSULTING er ansvarlig for rekrutteringsprocessen. Kan du se dig selv i stillingen som Teknisk medarbejder til produkt konfiguering, hører vi gerne fra dig snarest muligt. Send venligst en ansøgning og dit CV via ansøgningslinket. Vi holder løbende samtaler, hvorfor vi opfordrer dig til at søge med det samme. Ved evt. spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Rikke Vojer Kern eller Marlene Bak på tlf. 70 15 20 10 alle hverdage.
Bemærk, alle ansøgninger behandles fortroligt og med stor diskretion. Med henvisning til reglerne omkring GDPR modtages ansøgninger kun via linket i stillingsannoncen. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du kontakte os. Vores annonce bliver automatisk og løbende fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er besat. En fornyelse af et stillingsopslag er dermed ikke et udtryk for genopslag, men blot en automatisk fornyelse af annoncen.
